Over de sidste mange år er der sket et paradigmeskifte i vores boligstil. Dette skifte i stil er især at spore i de mange boligmagasiner, hvor man ofte ser det rå møde det mere minimalistiske eller fine design – hvor det før i tiden var et blødere totaludtryk, der var i stuerne.
Særligt har brugen af beton og stål gjort sit indtog, fordi det bidrager med det her rå look med industrielle referencer. Eksempelvis er det blevet moderne at indrette sig med et slebet betongulv, som er mere koldt i sin stil kontra tidligere brug af linoleum, trægulve og vinyl. Et slebet betongulv kan dog designes med forskellige grå farvenuancer, så man f.eks. kan få et mere lyst udtryk, hvis man ikke ønsker så mørkt et rum. Dette vælger mange, da det giver en helhed i rummet, som har kant, men samtidig uden at det bliver for meget.
Betongulvet er desuden med til at bringe møblerne i fokus. For med den mere bare overflade, træder møbler i træ og med stof bedre frem og bliver set.
Foruden brugen af beton, er stål og metal som førnævnt også hyppigere og hyppigere brugt til indretningen. Her er det ofte i kombination med træ. F.eks. reoler med metal, hvor hylderne er i træmateriale. Dermed opstår der en kontrast imellem det kolde og industrielle og det varme og organiske. Den balance kan skabe en utrolig fin atmosfære.
For at bringe mere liv ind i hjemmet, hvor der er gjort brug af beton og stål, kan man desuden sørge for at indrette sig med planter, som igen giver det her organiske modspil til de øvrige elementer. Desuden kan tæpper på gulvet og puder m.m. på møblerne også være med til at skabe en fin kontrast til den hårde overflade i kraft af deres bløde egenskaber. Hermed får man arbejdet kontrasterne godt igennem og skabt en stemning, som er meget populær.