Binge Eating Disorder (BED) er den mest udbredte spiseforstyrrelse i Danmark. Samtidig er spiseforstyrrelsen underbelyst, og der findes ingen behandlingstilbud til børn og unge med BED. Derfor har Tænketanken Mandag Morgen og Kompetencecenter for spiseforstyrrelser igangsat en vidensindsats, der som det første projekt i Danmark skal indsamle og gennemgå den eksisterende viden om børn og unge med BED – samt sørge for at denne viden formidles og kommer nøgleaktører til gavn. Projektet er blevet til på baggrund af en donation fra Helsefonden.
Baggrund og formål
Det anslås at 40.000-50.000 i alderen 15-45 år lider af BED, hvilket gør det til den mest udbredte spiseforstyrrelse[1]. Der vides endnu meget lidt om forekomsten blandt børn og unge, men et nyt studie viser, at 2,6 pct. af danske unge har symptomer svarende til BED[2].
Selvom spiseforstyrrelsen ofte debuterer i ungdomsårene – sommetider i barndommen – findes der pt. ingen behandlingstilbud til børn og unge. Ligeledes er den eksisterende viden om spiseforstyrrelsen blandt børn og unge meget sparsom. For børn og unge – som kæmper med spiseforstyrrelsen – er konsekvensen, at det er svært at få den rette hjælp, hvilket i sidste ende kan have alvorlige konsekvenser for deres trivsel, sundhed og evne til at indgå i sociale fællesskaber.
Vidensindsatsen skal derfor skabe øget bevågenhed og mere viden omkring børn og unge med BED
– samt om dem, der er i risikozonen for at udvikle BED. Viden og opmærksomhed er nemlig forudsætninger for at skoler, kommuner, regioner, civilsamfundsaktører og andre er ordentlig klædt på til at forebygge, opdage og behandle BED blandt børn og unge.
Projektet
Projektet består af tre hovedaktiviteter:
1.Et litteraturstudie, der systematisk gennemgår forskningslitteraturen omhandlende tidlige indsatser og behandling af BED hos børn og unge.
2.Et debatoplæg, der gennem forskellige formater sætter problematikken om børn og unge med BED på dagsordenen.
3.Debataktiviteter, der samler nøgleaktører og sætter problemstillingen til debat.
Projektet henvender sig til to hovedmålgrupper; beslutningstagere på sundhedsområdet og fagpersoner samt civilsamfundsaktører i kontakt med børn og unge.
Faktaboks – hvad er BED? BED er kendetegnet ved gentagne episoder med overspisninger, hvor der på kort tid indtages en usædvanlig stor mængde mad forbundet med en følelse af kontroltab samt betydeligt fysisk og psykisk ubehag. Overspisningerne efterfølges ofte af negative følelser, såsom skam, skyld og væmmelse. Modsat fx bulimi er der ingen systematisk kompenserende adfærd, såsom opkastninger. For mange med BED er overvægt en medfølgende konsekvens af spiseforstyrrelsen[3]. |
Kompetencecenter for spiseforstyrrelser
Kompetencecenter for spiseforstyrrelser er etableret af tidligere behandlere fra Rigshospitalets anoreksiklinik og Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte. Teamet omfatter psykologer, læge, kliniske diætister, sygeplejersker, jordemoder og fysioterapeut. Behandlerne har mange års erfaring med behandling af spiseforstyrrelser inkl. BED (binge eating disorder) – men også angst, OCD, traumer og depression. Vi kombinerer lang erfaring med den nyeste viden og tilbyder behandling, rådgivning, undervisning og supervision. Vi har særlig viden om spiseforstyrrelser i relation til graviditet, traumer, diabetes, PCO og bariatrisk kirurgi.
Vi behandler alle former for spiseforstyrrelser og sammenfaldet mellem spiseforstyrrelse og andre lidelser som f.eks. angst, OCD og depression. Spiseforstyrrelser er kendetegnet ved at forholdet til mad og krop ændrer sig i en sådan grad, at man mister kontrollen. Følelser, tanker, adfærd ændres, og mad og krop bliver styrende for selvopfattelse, dagligliv og relationen til andre. Vi tilbyder behandling af spiseforstyrrelser og forstyrret spisning af alle typer.
Kompetencecenter for spiseforstyrrelser ledes af faglig direktør, autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi Birgitte Hartvig Schousboe og administrerende direktør og klinisk diætist Lene Kiib Hecht, begge med mange års ledererfaring fra Region Hovedstadens Psykiatri. Sammen har Birgitte Hartvig Schousboe og Lene Kiib Hecht været med til at udvikle den første BED-behandling i Danmark på Psykoterapeutisk Center Stolpegård og efterfølgende videreudviklet den i SATS-pulje-projekt samme sted fra 2013-2016.
[1] Sundhedsstyrelsen. 2016. ”Behandling af Binge Eating Disorder (BED) – sammenfatning af resultater fra to satspuljeprojekter”.
[2] Olsen, E. M., Koch, S. V., Skovgaard, A. M., & Strandberg-Larsen, K. 2021. “Self-reported symptoms of binge-eating disorder among adolescents in a community-based Danish cohort—A study of prevalence, correlates, and impact”.
[3] Schousboe, B. H., Clausen, L., Støving, R. K. 2021. “BED – en lærebog om Binge Eating Disorder.”