Hvilke CSR valg kan du træffe i din virksomhed

//

Betegnelsen ’CSR’ (Corporate Social Responsibility) dækker bredt over en række profilområder,
indenfor hvilke det danske erhvervsliv kan efterstræbe at efterleve en samfundsansvarlig profil. Det kan
virke en kende uoverskueligt at bevæge sig ud i, når ens virksomhed skal fremme sin CSR-profil, for hvor
skal man starte og slutte? Og netop hér trænger betegnelse CSR måske til at blive afmystificeret en smule,
for i virkeligheden er det hverken svært eller besværligt at være CSR virksomhed – det er både du og dine
samarbejdspartnere godt på vej til allerede. Mange af de ansvarsbevidste valg, du og dine medarbejdere i
forvejen træffer i jeres privatliv, er nemlig nemme at overføre til dit firma. Det hele starter ved lysten og
viljen til at ville tage et ansvar.

At turde at have en holdning til CSR
Viljen til at være en arbejdsplads med en holdning til CSR er fundamentet for at I lykkedes. Når I
formulerer en række mål, initiativer og strategier som finder rodfæste i ønsket om at tage et
samfundsmæssigt ansvar, så er i med til at forme jeres virksomheds CSR profil. Eksempler på, hvordan I i
hverdagen kan fremme jeres CSR profil omfatter alt lige fra at I affaldssorterer, til at I træffer miljøvenlige
beslutninger, at i vælger bæredygtigt emballage, at I køber økologisk og til at I udviser social ansvarlighed,
når I ansætter nye medarbejdere. I behøver naturligvis ikke kaste jer ud i alle områder på én og samme tid,
men dét at I bevæger jer i retning af at være en samfundsansvarlig virksomhed, er en del af
procesudviklingen som CSR virksomhed. Og det er netop en vigtig pointe når vi arbejder med begrebet CSR
indenfor erhvervslivet; CSR er ikke en udtømmende betegnelse med en manual for hvordan I som
virksomhed ’er’ eller ’ikke er’ en CSR virksomhed – CSR er i højere grad en betegnelse for at I som
virksomhed har en profil, der betyder at I forholder jer- og arbejder aktivt med en række områder indenfor
hvilke i har muligheden for at tage et samfundsansvar.

Din CSR profil skaber glade medarbejdere
Både direkte og indirekte er du med til at fremme dine medarbejderes arbejdsglæde, når du styrker din
virksomheds CSR profil. Rigtig mange af dine medarbejdere vil nemlig i deres privatliv have en holdning til
en række områder, som du I virksomheden har mulighed for at arbejde med. Det kan fx være valget om at
vælge økologisk eller valget om at prioritere bæredygtigt eller miljøvenligt. Flere og flere danskere har
udviklet en aktiv holdning – og denne holdning kan du i virksomheden bruge som fremdrift for de CSR
områder, I ønsker at arbejde med. At skabe synergi mellem dine medarbejderes holdninger og firmaets
’profil’ er dermed helt oplagt, og det vil unægtelig styrke resultatet af den samlede indsats.

Sådan ansætter du CSR ansvarligt
Også når du ansætter nye medarbejdere har du mulighed for at fremme din virksomheds CSR profil. At tage
et samfundsmæssigt ansvar betyder blandt andet, at du som virksomhed tilbyder arbejdspladser til nogle
mennesker, som af forskellige årsager kan være sat helt eller delvist udenfor arbejdsmarkedet. Nogle
danskere har nogle udfordringer, som gør at de har vanskeligt ved at være ansat i ordinære forhold, men
det betyder bestemt ikke, at de ikke har faglige eller sociale kompetencer at byde ind med for netop din
virksomhed. Alle mennesker fortjener at stå op til en hverdag, hvor andre har brug for dem. Hvor der står
nogle med smil og siger ’god morgen’, når man møder ind på arbejde. Hvor man går hjem med en følelse af
at høre til et fællesskab og have gjort en forskel for andre. Det er fuldstændig fundamentalt for alle
mennesker at ’høre til’, og næste gang du skal ansætte medarbejdere, kan du give denne mulighed til én,
der ikke allerede har et tilhørsforhold til arbejdsmarkedet. At skabe en rummelig arbejdsplads, hvor der er
plads til forskelligheder, og hvor eventuelle sociale eller fysiske udfordringer kan imødekommes, er en
meget meningsfuld måde at arbejde med CSR på. Det vil være med til at skabe glade medarbejdere, og du
vil vide at din forretning skaber mening og betydning på mere og andre måder, end dem der kan måles i
kroner og ører.

CSR Label

En del af Xcale Group

Bygvænget 47
4720 Præstø
Danmark