Jeg kan tydeligt huske den gang, jeg skulle have kørekort. Det var inden jeg flyttede til Frederiksberg, og jeg boede i Vanløse med min mor og far, og jeg havde glædet mig så længe.
Det havde været min drøm siden, jeg var helt lille. Det er det jo for mange. Det var et skridt tættere på at blive voksen. På at blive fri. Og på at stå på egne ben.
Jeg havde taget mit kørekort i TopGearTrafik i Vanløse tilbage i 2004, efter at jeg havde overtalt mine forældre i ekstrem lang tid. Alting var en kamp med dem. Men det var selvfølgelig det værd. For nu 18 år senere har jeg det jo trods alt stadig. Jeg er endelig fri. Jeg er min egen person. Og jeg er voksen. Mere end voksen. Oldgammel faktisk. Ja, jeg er faktisk lige blevet 37 år. Det er helt sindssygt. Og ikke nok med at jeg har mit kørekort. Jeg har en kæreste, og med ham har jeg en smuk datter. Og det er faktisk lidt hele pointen med det her. Min datter.
Hun er ved at fylde 18, og for det skal hun selvfølgelig have et kørekort. Det har trods alt også været hendes drøm længe. Og hun er (på trods af hvordan jeg ser det) også ved at blive voksen. Og hendes helt egen person. Det er absolut sindssygt. Men hun spurgte, og jeg nægter at lave mine forældres fejl. Så jeg gjorde hvad, jeg ville have ønsket, de havde gjort. Jeg hjalp.
Jeg foreslog at hun tog TopGearTrafik køreskole i Frederiksberg, eftersom jeg selv havde været virkelig glad for det. Og så meldte hun sig ind. Mor som datter. Jeg håber hun nyder det. Og at hun handler ind for mig en gang imellem. Og med det tog hun afsted. Mod hendes frihed, hendes drøm og hvis man skal være lidt mindre dramatisk, så hendes kørekort.