Sådan styrker du din virksomhedskultur gennem teambuilding

//

I en tid, hvor Corporate Social Responsibility (CSR) implementeres i mange virksomheder, er det vigtigt ikke blot at kigge ud mod det sociale samfundsansvar, men også indad mod det ansvar, du har overfor egne medarbejdere. For hvor CSR måske kan give forbedret kundeloyalitet og omdømme, så er et godt arbejdsmiljø mindst lige så vigtigt for virksomhedens brand og talenttiltrækning. Her kan teambuilding være et effektivt middel til at opnå en stærkere virksomhedskultur og bedre arbejdsmiljø.

Hvorfor er det vigtigt at have en stærk virksomhedskultur?

For at kunne opbygge virksomhedens interne kultur, er det nødvendigt at forstå dens vigtighed. Virksomhedskulturen handler nemlig om de værdier, normer og adfærdsmønstre, der præger organisationen og dens medarbejdere. 

En stærk virksomhedskultur skaber en fælles identitet og retning for medarbejderne. Det giver dem en følelse af tilhørsforhold og formål, hvilket kan øge motivationen og engagementet samt fastholde medarbejdere i virksomheden. Når medarbejderne er stolte af deres virksomhed og føler sig som en del af noget større, er de mere tilbøjelige til at yde deres bedste og arbejde sammen mod fælles mål. Samtidigt vil det åbne op for en tillidsfuld arbejdsplads, hvor der kan udveksles ideer og arbejdes innovativt. 

Kort sagt er en stærk virksomhedskultur afgørende for at skabe en sammenhængende og succesfuld organisation, hvor medarbejdere trives, samarbejder og bidrager til virksomhedens mål.

Hvorfor hjælper teambuilding?

Teambuilding er en fantastisk måde at styrke virksomhedskulturen på og skabe et mere sammenhængende og effektivt team. Det er der flere grunde til. For det første er teambuilding en god måde for medarbejdere at lære hinanden bedre at kende på og etablere tillid mellem dem. Teambuildingaktiviteter kræver tit samarbejde og god kommunikation, og de kompetencer, som de fremviser og opbygger her, kan i mange tilfælde overføres direkte til forskellige arbejdssituationer. Idet de arbejder i hold og ofte i et konkurrencepræget miljø, vil der desuden skabes en intensiveret holdånd, som kan tages med hjem på kontoret.

For det andet er teambuildingdage eller -aktiviteter med til at give medarbejderne gode oplevelser med hinanden udenfor arbejdspladsen. Det er med til at skabe sociale relationer og en følelse af at have noget andet sammen end blot arbejde. Det er alt sammen med til at øge arbejdsglæden og motivationen på lang sigt. 

Hvilken slags teambuilding skal du vælge?

Selvom teambuildingaktiviteter generelt har mange af de samme fordele, som blev nævnt ovenfor, er der alligevel nogle overvejelser, du bør gøre dig, inden du blot arrangerer din næste teambuildingdag for arbejdspladsen:

  1. Formålet med aktiviteterne: Hvad ønsker du at opnå med teambuilding? Ønsker du at styrke samarbejdet, forbedre kommunikationen eller måske øge motivationen? Når du har klargjort formålet, kan du begynde at kigge på forskellige aktiviteter, der passer til dette formål.
  2. Gruppestørrelse: Alt efter hvad dit mål er, bør du tilpasse din gruppestørrelse herefter. Dette har naturligvis også indflydelse på, hvilke aktiviteter, der giver mening for dig. Skal teambuildingen foregå i de individuelle arbejdsteams, afdelinger eller måske på tværs af virksomheden?
  3. Fysisk niveau: Der findes teambuildingaktiviteter, som kan være fysisk anstrengende eller mentalt hårde. Derfor bør du overveje dine medarbejderes præferencer og form, inden du går i gang. Nogle vil måske foretrække aktiviteter, der er mere rolige og fokuserer på problemløsning eller kreativitet, mens andre gerne vil de mere action-prægede aktiviteter.
  4. Budget og tidsramme: Der findes mange forskellige typer af aktiviteter, og nogle kan være mere omkostningsfulde eller tidskrævende end andre. Det er vigtigt at finde en balance mellem aktiviteter, der passer til budgettet og tidsrammen, samtidig med at de opfylder formålet med teambuilding.

Ved at tage disse overvejelser i betragtning kan du vælge teambuildingaktiviteter, der passer bedst til din gruppe og hjælper med at opnå de ønskede resultater. I sidste ende kan det nemlig være med til at skabe en stærkere virksomhedskultur og et bedre arbejdsmiljø, som kommer både virksomheden og medarbejderne til gode. 

CSR Label

En del af Xcale Group

Bygvænget 47
4720 Præstø
Danmark